Historie

FC Culpa er på trods af en forholdsvis kort levetid en klub med meget stolte traditioner. Klubben blev stiftet i 1993 af en gruppe jurastuderende ved Københavns Universitet – Det Juridiske Fakultet. Ambitionen var at give et sportsligt og socialt tilbud til universitetets godt 4000 jurastuderende, ikke mindst som modstykke til og aflastning for et til tider krævende jurastudie.

Klubben er oprindeligt stiftet under Juridisk Diskussionsklub, som er en traditionsomgærdet, upolitisk og studentersocial forening ved jurastudiet med ca. 1200 medlemmer og mere end 100 år på bagen.

Fra den spæde start med et enkelt hold i Københavns Bold Unions serie 6, er klubben idag vokset til 3 herreseniorhold samt fra 2005 tillige et pigehold. Det sportslige flagskib, 1. holdet, spiller i Serie 2, mens 2. holdet efter et par oprykninger er at finde i serie 3. Klubbens sociale knudepunkt, 3. holdet, huserer i serie 5 mens Pigerne er at finde i serie 2.

FC Culpa beskæftiger rundt regnet 100 spillere fordelt på klubbens fire hold. Det er dermed uden sammenligning det sted, hvor jurastuderende bedst kan møde hinanden på tværs af alder og årgange og være fælles om noget større end deres respektive manuduktions- eller forelæsningshold.

Der har igennem tiderne været stylister ude før end kampe for at sætte spillernes hår, modstanderne og deres spilletøj er konsekvent blevet latterliggjort i kampprogrammer udleveret til dem før end kampstart, cheerleaders har til modstandernes misundelse og benovelse optrådt i halvlegene, spillere har fået bøde for at ankomme i Lada, have en kæreste, køre for lidt i taxa, besidde en H2O sportstaske, ikke have en kæreste, være til Melodi Grand Prix og for ikke at have fået en bøde – alt sammen i bedste Culpa-ånd. Fællesskab, venskab, højt humør og en god portion selvironi har altid og vil altid være kendetegnende for jurastudiets bedste fodboldhold.

FC Culpa som spæd teenager anno 2006

Kommentarer

Næste arrangement

Tilmeld dig her!

Hovedsponsor

Sponsorer